Dobbelt bagte kartofler

Dobbelt bagte kartofler

Det er efterår, der skal andre retter på middagsbordet! Det kan godt være der står nye kartofler ved vejboder eller i butikkerne. Men jeg opfatter ikke at det er nye kartofler længere. De kartofler vi køber nu smager anderledes men de smager fortsat godt. Hos mig har vi været lidt med på bølgen om ikke at spise så mange kartofler på grund af stivelse. Jeg er nu vendt tilbage til, at vi vil spise varieret – derfor skal der også kartofler på bordet indimellem. Jeg har netop ved en vejbod købt 3 sorter – jeg glæder mig til at finde ud af deres egenskaber og om smagen.

Disse dobbeltbagte kartofler blev tilberedt af sorten solist, den er gul i kødet. Du skal blot bruge en god bagekartoffel. Retten blev serveret en kødløs dag. Men de er også gode som tilbehør til kød.

Du skal bruge

2 store bage kartofler

1 dl reven ost, jeg brugte vesterhavsost

25 g smør

1 dl yoghurt græsk 10%,  creme fraiche kan også bruges

salt og peber

bredbladet persille til pynt.

Vask og rengør kartoflerne, skær grimme pletter væk – skindet skal kunne spises.

Sæt kartoflerne i ovnen ved 200 grader i ca. 1 time.

Tag kartoflerne ud af ovnen og halver dem mens de er varme – skrab det meste af kartoflen ud i en skål, der må gerne sidde en ens kant af kartoffel på skallen. Skallerne sættes i ovnen og bages yderligere ca. 10 min.

Kartoffelkødet blandes med smør, reven ost, yoghurt, salt og peber peber.

Skallerne tages igen ud af ovnen og fyldes med kartoffelkødet. Sættes i oven og bages yderligere ca. 15 min. Anret og pynt med hakket persille.

Mosen kan også tilsættes forårsløg, rød peber i tern. Men også en god rest krabbesalat er god at blande i som fyld.

God fornøjelse og tak fordi du læste med.

 

Følg:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *