Gratinerede grønne figner med hasselnødder.
Denne opskrift har jeg ikke brugt i mange år det er en fejl! Jeg har med relativ pæn håndskrift skrevet den, på skriften og måden den er arkiveret på må det være i slut 70’erne! Jeg har skrevet evt. til fasan. Jeg brugte til dyrefilet – men retten kan bestemt bruges til andet kød!! Eller som en vegatarret. Jeg har justeret lidt i den oprindelige opskrift – men den er jo også skrevet for snart 40 år siden.

Du skal til 4 pers. bruge
1 ds grønne figner
50 g smør
1 dl piskefløde
1-2 spsk citronsaft
1-2 spsk cognac eller portvin
50 g hasselnødder
lidt mere portvin eller blot vand – jeg havde en sjat hvid portvin.
Smørret smeltes og koges sammen med ca. 1,5 til 2 dl figensaft. Fløde tilsættes og blandingen koges godt igennem. Der smages til med citronsaft og cognac.
Sæt fignerne pænt i et ildfast fad og hæld saucen over. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 15 min.
Hasselnødderne koges i lidt portvin eller vand i ca. 5 min. Afkøl og tør dem af. Hak dem groft og kom dem på fignerne inden servering.
God fornøjelse og tak fordi du læste med.